Tilbage til oversigten 
Hanne Bech Hansen starter interviewet med bramfrit og ærligt at proklamere, at hun med sine 67 år nok er den ældste ansatte i dansk politi.
Hun har alderen, hvor de fleste har valgt eller vælger at sige farvel til et langt arbejdsliv. Men ikke politidirektøren i Københavns Politi. Hun fortsætter i en række år endnu, da hun har sagt ja til at føre politikredsen ind i en ny tid, når politireformen træder i kraft den 1. januar næste år.
- Jeg havde ikke lyst til at gå på pension, og jeg fik muligheden for at fortsætte. Og det er jeg glad for, for de her ændringer i politiet har vi sukket efter i mange, mange år. Det bliver spændende at være med til den proces, siger
Hanne Bech Hansen og sætter sig i sofaen i sommerhuset på Nordfyn. Her holder hun ferie og slapper af, når tiden er til det.
Bor i kredsen
Selv om titlen og arbejdspladsen på Politigården i Købehavn er den samme, sker der dog nogle ændringer for Hanne Bech Hansen. Frederiksberg og Tårnby Politi bliver nemlig en del af den nye kreds, og det ser hun frem til.
- Jeg glæder mig mest til, at vi bliver ét samlet område med én ledelse. På den måde er der lettere at udøve en professionel indsats, mener politidirektøren, som i øvrigt selv bor lige i udkanten af sin kreds, selvom hendes hus ligger i Hellerup.
Hun glæder sig også til at få flere medarbejdere, der i fællesskab kan give byens borgere en professionel og god politibetjening.
- Det her område skal være et trygt sted med et politi, der er til at få fat i. Det kræver, at vi har en god arbejdsplads, for ellers kan vi ikke levere et ordentligt stykke arbejde, mener Hanne Bech Hansen.
Politiet har alt
Hun fortæller, at hun havnede lidt tilfældigt i politiet. Hun var advokat og fik interesse for strafferetten. For at lære mere, så hun kunne slå sig ned som forsvarer, søgte hun et job hos politiet.
- Jeg blev så glad for at være der, at jeg blev. Politiet har alt i sig. Det er en hel verden af forskellige opgaver og oplevelser, og jeg synes, at vi har et fantastisk godt politi. Betjentene har en god uddannelse og en god moral, og det er en fornøjelse at være chef for dem, siger politidirektøren, som ikke lægger skjul på, at hendes arbejde fylder meget i hendes liv.
Men når der skal kobles af, foregår det af og til i sommerhuset på Nordfyn. Her går tiden med besøg fra venner og familie, badeture og gåture i naturen.
- Jeg har et plukke-gen, og folk heroppe ser mig altid gå rundt med blomster i favnen, siger hun med et smil og peger rundt i stuen, hvor der står flere friske buketter af vilde blomster.
På bordet ligger bogen ”Hundehoved” af Morten Ramsland, og under den en mere, hun skal i gang med i sin ferie.
Tøsebil
Hjemme i Hellerup lytter hun meget til klassisk musik, da hun i mange år gik på Det Jyske Musikkonservatorium, inden hun valgte juraen.
- Og så har jeg min niece boende. Hun er netop færdig med at læse jura, og det er smadderhyggeligt, at hun bor her. Det giver mig en masse input og ny viden fra unge mennesker, siger Hanne Bech Hansen og går ud på sommerhusets terrasse.
Ved siden af den holder endnu en af politidirektørens mange interesser: Hendes bil. En sort 2-liters Peugeot 206cc, som er en lille, rap cabriolet, som hun elsker at køre.
- Men min søn kalder den for en lille pjatbil, siger hun og ler.