Bekæmpelse af kriminalitet som røveri, vold og indbrud i villaer og sommerhuse styrkes. Der gennemføres en målrettet indsats mod kriminalitet og mod utryghed fra synlige grupper af unge i gadebilledet.
Bekæmpelsen af organiseret, økonomisk og grænseoverskridende kriminalitet intensiveres.
Nærpolitiindsatsen styrkes – især i aften- og nattetimerne – og indgår som et led i beredskabet i forhold til områder, hvor der blandt andet på grund af beboersammensætningen er særlige problemer.
Der etableres en frivillig ordning, der gør det muligt for alle landbetjente at få en tjenestehund.
Indsatsen over for de hensynsløse trafikanter skærpes. Der indføres et klippekortsystem, så bilister og motorcyklister efter tre grove forseelser inden for en periode på tre år får førerretten frakendt betinget i tre år. For nye bilister skal der kun begås to grove forseelser inden for tre år, før førerretten frakendes. Politiets fokus på trafikfarlige færdselslovsovertrædelser skærpes gennem en konsekvent indgriben. Til forbedring af færdselssikkerheden afsættes i alt 123 mio.kr. i aftaleperioden.
Anklagemyndigheden styrkes med et rejsehold på 12 politijurister svarende til 18 mio.kr. i aftaleperioden, således at sager ikke forældes som følge af manglende ressourcer. Rejseholdet fordeles løbende til de regioner, hvor behovet for ekstra arbejdskraft er størst.
Der afsættes i alt 257 mio.kr. i 2004-2006 til ansættelse af 450 nye betjente. Heraf finansieres i alt 135 mio.kr. ved, at det internationale politiberedskab fremover betales af de internationale reserver. Gennem effektiviseringer frigøres desuden 270 betjente til de prioriterede indsatsområder. Endelig afsættes i alt 85 mio.kr. i 2004 til frigørelse af 250 årsværk til de prioriterede indsatsområder gennem en éngangsudbetaling af overarbejde.