Læs mere om...

Forstør tekst Udskriv Tip en ven Læs højt

Kriminalteknik - På jagt efter sandheden

Rigspolitiets Kriminaltekniske Center trænede færdighederne under en kriminalteknisk øvelse i Billund, hvor der både blev skudt, blødt og brændt

En flok mænd i hvide bomuldsdragter går rundt med brune papirsposer, små bøtter med rødt eller hvidt pulver og pensler i hænderne. De har mundbind, hårnet og blå sko-overtræk på. De er kriminalteknikere fra Rigspolitiets Kriminaltekniske Center, og de er i gang med en øvelse i en bygning i Billund i Sydøstjylland.
Øvelsen begyndte mandag med, at øvelsesledelsen gennemspillede et scenarium, hvor to mænd, Tom og Kim, bliver såret af skud i Anns lejlighed. Undervejs har alle tre involverede efterladt utallige spor, som kriminalteknikerne nu er i gang med at finde og sikre.

Pile på gulvet
På gulvet i Anns lejlighed ligger orange pile, som markerer de patronhylstre, pistolerne har spyttet ud. Der er klistermærker med pile på badeværelsesdøren, hvor tre projektiler er gået igennem og har skudt stykker af fliserne i brusenichen. Våbenteknikerne har sat lange gule pinde ind i hullerne i døren for at bestemme projektilernes bane. Og på dørkarme, gelænder og vinduesgreb er der rødt pulver, som fingeraftryksfolkene har penslet på.

Dette er et billede fra den kriminaltekniske øvelse i Billund- Er der mere DNA, der skal sikres i det her rum, Egon?, spørger en tekniker en anden.
- Kun fra sengetæppet, som skal med hjem og screenes for sperma, lyder svaret.
Alle genstande og spor fotograferes og registreres nøje, inden de flyttes og tages med hjem i afdelingen til videre undersøgelse eller sendes til Retsgenetisk Institut til DNA-undersøgelse.
Teknikerne drøfter, hvordan de skal gribe alle genstandene på et sofabord an, inden de begynder at røre ved noget. Der er dåser, flasker, kopper, glas og en lighter, hvor der kan være fingeraftryk på. Og et stykke brugt tyggegummi, som kan indeholde DNA fra spyt.



En skudduel
Der arbejdes koncentreret med opgaverne, og løbende kommer gerningsstedskoordinator Torben Sandvej og bliver opdateret om de seneste fund og teorier. Cirka hver anden time holdes der en fælles briefing, hvor Sandvej fortæller, hvor langt politiets efterforskere er nået med deres del af sagen. Her opsummerer våben-, fingeraftryks- og gerningsstedsteknikerne også, hvor langt de er nået. Alle er målrettede og ivrige efter at lede efter nye spor, hvilket kan være et pillearbejde i ubekvemme arbejdsstillinger under trange forhold, men i pauserne er der plads til de obligatoriske drillerier og lidt skurvognsstemning.
- Var der noget, der ringede på lystavlen? spørger en af øvelseslederne en tekniker, som pludselig ser noget eftertænksom ud på grund af en ny oplysning.
- Nej, jeg spolede bare lige baglæns...
- Det var ikke nogen lang proces, lyder det tørt fra lederen, hvorefter latteren runger i det lille rum.
Da dagen er omme, har teknikerne i samlet flok fået stykket et billede sammen af, hvad der er sket mellem Ann, Kim og Tom.
- Det tyder på, at vi har haft en skudduel mellem de to mænd, lyder konklusionen fra Torben Sandvej, som næsten intet anede om hændelsesforløbet, før han og teknikerne gik i gang.

Huset brænder
Men i løbet af onsdag udvikler sagen sig. Huset brænder, og politiet og elteknikere fra Dansk Brand- og Sikringsteknisk Institut går torsdag i gang med at undersøge, hvordan ilden er opstået.
Et nyt hold kriminalteknikere arbejder nu i huset. De er specialister i brandundersøgelser, og i dag er de hvide dragter skiftet ud med blå kedeldragter, Kansas-tøj, sikkerhedsstøvler, hjelme og åndedrætsværn, da luften indeholder meget støv med usunde partikler fra branden. Varmen stråler stadig fra det sodsværtede murværk, og overalt er der en skarp, brændt lugt.

Dette er et billede fra den kriminaltekniske øvelse i BillundEfter et stykke tid, er teknikerne ret sikre på, at ilden kan være startet fem forskellige steder i bygningen og at noget tyder på, at branden ikke alle steder er opstået ”naturligt”.
Et par brandteknikere ligger på knæ på et askefyldt gulv og piller i de brændte rester, mens de prøver at identificere, hvad genstandene engang har været.
- Hvad er det her for en?, spørger den ene og holder en firkantet ting op.
Den anden kigger lidt og peger pludselig på væggen, hvor der mangler et lille stykke af en flise.
- Det er jo ren Piet van Deurs, det her, konstaterer han for sig selv og skraber videre i asken.
Klokken 14 er der briefing igen, hvor endnu flere brikker falder på plads, og ved 16 tiden er alle ved at være færdige, så de sidste fund kan føjes til konklusionen.

Gerningsstedsundersøgelsen er færdig, og politiet forlader huset i Billund. Forude venter talrige undersøgelser hjemme på Kriminalteknisk Center, Retsgenetisk Afdeling og Dansk Teknologisk Institut. Hvis de indsamlede genstande kan bevise noget, bliver de taget med i en øvelsesretssag, som skal holdes senere for at få afsluttet sagen.


 

Senest opdateret: 21. september 2007



 
Udskrevet d.
25-05-2012