Læs mere om...

Forstør tekst Udskriv Tip en ven Læs højt

Oftest stillede spørgsmål om ATK

Se spørgsmål og svar!

Hvad er Automatisk Trafikkontrol?
Hvorfor holder politiet på strækninger, hvor der ikke er fare på færde?
Kan man bestille en fartkontrol?
Virker det overhovedet?
Hvad koster det at køre for stærkt?
Hvem får bødepengene?
Hvad sker der, hvis man ikke reagerer på politiets breve?
Er kontrollen ikke meget upopulær?
Er det overhovedet lovligt at indføre Automatisk Trafikkontrol?
Hvad mener politiet og vejmyndighederne om de sms-tjenester, der fortæller, hvor fartkontrollen foretages?
Hvornår får man en bøde?
Hvorfor er der ingen skilte?
Kan man se passageren på det foto, politiet sender ud?
Kan man også få en bøde for at køre uden sikkerhedssele eller for at tale i mobiltelefon?
Hvem bliver fotograferet og får bøde?
Er der mange, der ikke har nummerplade foran på bilen?
Er måleudstyret i orden?

Hvad er Automatisk Trafikkontrol?

Selve kontrollen foregår som politiets almindelige fartkontroller. Ved Automatisk Trafikkontrol stopper politiet dog ikke trafikanterne på stedet, men sender et brev med foto til ejeren. Når politiet har fået oplyst, hvem føreren var, får denne en bøde. Denne fremgangsmåde sparer ressourcer, der frigøres til andet politiarbejde, herunder færdselskontrol. Fordi kontrollen foregår fra en varevogn og kun kræver én politimand, kan politiet måle farten på flere strækninger i løbet af en dag. Der er ikke tale om løbende overvågning af alle trafikkanter - politiet tager kun et billede, hvis hastighedsgrænsen overskrides.
Til top

Hvorfor holder politiet på strækninger, hvor der ikke er fare på færde?

Automatisk Trafikkontrol foretages kun på strækninger, der opfylder de overordnede kriterier. På de store brede veje, som mange tror er sikre, sker der ofte mange alvorlige trafikulykker på grund af for høj hastighed.
Til top

Kan man bestille en fartkontrol?

Nej, men hvis De mener, at der køres for hurtigt på en strækning i Deres lokalområde, kan De henvende Dem til Deres lokale vejmyndighed i amtet eller kommunen eller til det lokale politi. Hvis det vurderes, at strækningen opfylder et eller flere kriterier for Automatisk Trafikkontrol, og hvis det er muligt at parkere varevognen med fotoudstyret på strækningen, vil Deres henvendelse blive taget i betragtning, når strækninger til Automatisk Trafikkontrol udpeges.
Til top

Virker det overhovedet?

Ja, et forsøg i København og på Fyn har vist, at kontrollen kan få gennemsnitshastigheden ned. Hvis alle overholder hastighedsgrænsen, kan vi spare mindst 100 dræbte og 1500 kvæstede om året! Selv meget små fald i gennemsnitshastigheden kan have stor betydning.
(Kilde: Vejdirektoratet)
Til top

Hvad koster det at køre for stærkt?

En gennemsnitlig bøde er på 790 kr., og så har man normalt overskredet hastighedsgrænsen med 20-30%. Bøden beregnes efter, hvor hurtigt der er kørt, hvor det er foregået og i hvilket køretøj.
Til top

Hvem får bødepengene?

Pengene går i statskassen. Det er vejmyndighederne og politiet, der vælger strækningerne til kontrollen. Bøderne indgår ikke i overvejelserne om, hvor og hvornår der skal foretages Automatisk Trafikkontrol.
Til top

Hvad sker der, hvis man ikke reagerer på politiets breve?

Politiet prøver først at kontakte ejeren telefonisk. Kan man ikke få kontakt, henvender politiet sig personligt på bopælen, på arbejdspladsen eller andre steder, hvor ejeren kan træffes, for at få afsluttet sagen.
Til top

Er kontrollen ikke meget upopulær?

Meningsmålinger viser faktisk, at hele 64% af de danske bilister, der kører bil mindst én gang om måneden, synes at ATK er en meget god eller god idé. Se analyserne på www.trafikken.dk

(Kilde: Rådet for Større Færdselssikkerhed, 2002)
Til top

Er det overhovedet lovligt at indføre Automatisk Trafikkontrol?

Ja, lovgrundlaget for Automatisk Trafikkontrol og anden almindelig hastighedskontrol er færdselslovens bestemmelser om, at de generelle og skiltede hastighedsgrænser skal overholdes. Indførelsen af landsdækkende Automatisk Trafikkontrol er i øvrigt besluttet af Folketinget i år 2000 efter anbefaling fra Færdselssikkerhedskommissionen
Til top

Hvad mener politiet og vejmyndighederne om de sms-tjenester, der fortæller, hvor fartkontrollen foretages?

Hvis det får folk til at sætte farten ned, så synes vi det er helt fint!
Til top

Hvornår får man en bøde?

Man får en bøde, hvis man kører mere end 10% for hurtigt. Der bliver fratrukket 3 km/t. som en sikkerhedsmargin for udstyret. Hvis De får en bøde for at have kørt 56 km/t., er køretøjets hastighed målt til 59 km/t.
Til top

Hvorfor er der ingen skilte?

Færdselsloven gælder på alle veje, som benyttes til almindelig færdsel af en eller flere færdselsarter. Hastighedsgrænserne skal overholdes, uanset om der er fartkontrol eller ej. Under forsøget i 1999-2000 var det bestemt, at der skulle opsættes orienterende blå skilte ved indkørslen til forsøgsområderne. Da Automatisk Trafikkontrol begyndte en landsdækkende udbredelse den 1. juli 2001, blev det besluttet, at der ikke skulle skiltes mere.
Til top

Kan man se passageren på det foto, politiet sender ud?

Nej. Passagersædet dækkes af et hvidt felt på det billede, som politiet sender til ejeren eller føreren, uanset om der er passagerer med i bilen eller ej.

Billede af bil fotograferet under hastighedsmåling
Til top

Kan man også få en bøde for at køre uden sikkerhedssele eller for at tale i mobiltelefon?

Ja, hvis det af fotoet fremgår, at føreren kører uden sikkerhedssele og/eller taler i håndholdt mobiltelefon, får man også en bøde for dette. Det gælder også, hvis forreste nummerplade mangler og der ikke er bestilt en erstatningsnummerplade. 
Til top

Hvem bliver fotograferet og får bøde?

Alle, der overskrider hastighedsgrænserne, bliver fotograferet, og kan fotoet anvendes, får føreren en bøde. Et antal billeder bliver henlagt af tekniske årsager eller fordi føreren af bilen ikke kan genkendes. I disse tilfælde får man ikke en bøde. Der gælder dog særlige regler for udrykningskørsel.
Til top

Er der mange, der ikke har nummerplade foran på bilen?

Nej, det er faktisk kun få biler, som mangler nummerpladen. Politifolkene i målekøretøjerne kan starte en videooptager, der filmer ud af forruden på målebilen og aflæser den bageste nummerplade, og så får ejeren alligevel et brev fra ATK-kontoret.
Til top

Er måleudstyret i orden?

Ja, udstyret består af en radar med tilkoblet fotoapparat og en pc, så målepersonalet i bilen kan følge med i målingerne. Måleudstyret er typegodkendt af et anerkendt tysk godkendelsesinstitut. Udstyrets placering og virkemåde i målebilen er yderligere godkendt af en anden myndighed i Tyskland. Der foreligger en godkendelsesattest, som gælder i det år, udstyret er godkendt, og det efterfølgende år.
Til top

Senest opdateret: 8. januar 2010



 
Udskrevet d.
25-05-2012