- Det var varmt! er vicepolitikommissær Flemming Bechs umiddelbare reaktion på spørgsmålet om, hvordan det har været at arbejde som politibetjent i den danske politimission i Basra i Irak.
Han kom hjem i slutningen af juni efter fem måneder, hvor han har undervist irakiske politiledere i demokratiske ledelsesformer, som er en helt ny disciplin for mennesker, der er født og opvokset i et diktatur.
- De fleste var meget positive og interesserede, men de har levet i et samfund, hvor al selvstændig initiativ og tankevirksomhed har været strafbart. Og det er svært at kaste af sig, siger Flemming Bech.
Han boede sammen med de andre danske politifolk i forsvarets Camp Danevang, der huser de danske soldater, som er udstationeret. Og lejrlivet var en helt særlig oplevelse – på godt og ondt.
- Livet i lejren er meget struktureret, og vi boede i containere ligesom soldaterne. Vores forhold var dog overdådige i forhold til deres, da hver politibetjent havde sin egen container. Men man lever meget tæt på hinanden, og det stiller store krav til én, siger vicepolitikommissæren.
50 grader i skyggen
Camp Danevang er indrettet så moderne, som det lader sig gøre i den irakiske ørken, hvor temperaturen i skyggen snildt sendte termometerets blå streg op på 50 grader i skyggen, da Flemming Bech forlod landet.
- Der er en meget positiv og behagelig stemning i lejren, og vi havde et rigtigt godt samarbejde med forsvaret. Vi havde adgang til alle forsvarets servicefunktioner såsom telefoner og internet, fortæller Flemming Bech om lejren, som også har eget postkontor, motionsrum, lejrbutik og tv-rum.
Granater mod lejren
Men Irak var og er på mange måder endnu et land i krig, og det kunne mærkes, da han opholdt sig i landet.
- Af og til blev der sendt granater mod lejren om aftenen – ingen af dem ramte dog. Men det er bemærkelsesværdigt, så hurtigt man vænner sig til, at man skal gå i beskyttelsesrum, siger Flemming Bech, der også mærkede effekten af Mohammed-tegningerne, da han arbejdede i Irak.
De danske betjente blev nægtet adgang til den lokale politiskole i to dage, men blev derefter bedt om at komme tilbage. Større problemer var der dog ude på de lokale politistationer. Her turde de lokale politifolk ikke samarbejde med danskerne på grund af dødstrusler mod dem selv og deres familier. Først for nylig er det samarbejde kommet op at køre, oplyser Flemming Bech.
I den kommende tid skal han fortsætte med det internationale politiarbejde, da han netop nu er i turnus i Rigspolitiets Personaleafdelings Internationale Afsnit i København.