Læs mere om...

Forstør tekst Udskriv Tip en ven Læs højt

Grooming - overgreb mod børn

Begrebet ”grooming” omfatter tilfælde, hvor en voksen opbygger et tillidsforhold til et barn, typisk via internet-chat eller mobiltelefoni, med henblik på senere at begå overgreb mod barnet

Forløbet vil typisk være, at den voksne søger efter børns personlige profiler på internettet eller følger med i kommunikationen i chatrooms på internettet med henblik på at finde mulige ofre. Der vil herefter blive etableret kontakt til et barn – ofte under dække af at være jævnaldrende med barnet, og den voksne vil i den forbindelse forsøge at fremstå som omsorgsfuld samt komme med tillidsskabende bemærkninger, for at barnet skal føle sig tryg.

Gradvist vil den voksne forsøge at skabe en (nær) følelsesmæssig relation baseret på fortrolighed og afhængighed, hvorpå den voksne vil begynde at afprøve relationens bæredygtighed, f.eks. ved at fremsætte forskellige krav og ønsker, ligesom den voksne vil berøre seksuelle emner og afprøve barnets seksuelle grænser. Dette vil bl.a. kunne være i form af spørgsmål vedrørende barnets seksuelle erfaringer og udveksling af billeder med seksuelle motiver. Den voksne udnytter i den forbindelse, at børn ofte har behov for at tale om seksuelle emner, og at dette behov ikke altid kan opfyldes gennem familie og venner. Møder den voksne modstand fra barnet, vil den voksne ofte reagere med sårede følelser, trusler om at afbryde relationen til barnet eller ved på ny at bearbejde tillidsforholdet mellem den voksne og barnet.

Når den voksne føler sig sikker på relationen til barnet, vil den voksne gradvist afsløre sin rigtige identitet og foreslå et personligt møde med barnet, hvor det seksuelle overgreb finder sted – eventuelt efter flere møder og gradvise tilnærmelser. Efter det seksuelle overgreb vil den voksne typisk forsøge at give barnet en følelse af skyld eller ansvar for overgrebet eller fremsætte trusler mod barnet med henblik på at undgå, at barnet fortæller andre om overgrebet. Barnet vil typisk ikke i tide erkende, at den voksne ikke har reelle hensigter, eller ikke turde betro sig til andre af frygt for reaktionerne. 
 

Voksne, som ønsker seksuel kontakt med børn, vil typisk indrette deres liv, så de får mulighed for at omgås børn, og de vil opsøge børn, dér hvor børn færdes, hvad enten det er i skoler, fritidsordninger, som led i særlige aktiviteter for børn og unge eller på internettet. Ofte vil de pågældende lede efter børn, som søger opmærksomhed og venlighed, og en nærliggende mulighed for at skabe kontakt er internet-chat, hvor formålet netop er at formidle kontakt, og hvor den voksne lettere end ved andre former for kontakt kan skjule eller sløre sin identitet.

Det er imidlertid ligeledes vurderingen, at det, der i visse tilfælde umiddelbart kan forekomme at være eksempler på ”grooming” på internettet, efter en nærmere undersøgelse ofte viser sig at være en del af børns chat med hinanden via internettet. Mange børn udgiver sig således - uden seksuelle hensigter - for at være ældre eller yngre personer af det modsatte køn, når de kommunikerer anonymt via internettet, ligesom mange børn anvender mediet til anonymt at forhøre sig om andres erfaringer med sex og kærlighed. Herudover er kommunikationen i chatrooms på internettet præget af et vist frisprog på grund af kommunikationens anonyme karakter. 

Senest opdateret: 11. august 2006



 
Udskrevet d.
25-05-2012