Læs mere om...

Forstør tekst Udskriv Tip en ven Læs højt

Prostitution - Antropolog i politiet tager med på bordelkontrol

En særlig kvindehandel-gruppe i Rigspolitiet kan hjælpe politikredsene under kontrolbesøg på bordeller

Fugtige kældre, ingen vinduer og uhumske forhold er ofte det syn, der møder antropolog i Rigspolitiet Marie Bang Nielsen, når hun og hendes kolleger assisterer politikredsene på kontrolbesøg på bordeller rundt omkring i landet.

De arbejder i en særlig gruppe i Rigspolitiets Nationale Efterforskningscenter, NEC, som moniterer prostitutionsmiljøet i Danmark og kan hjælpe politikredsene med oplysninger, uddannelse og hjælp under kontroller.


Dette er et foto af antropolog Marie Bang NielsenSom noget nyt er hun og kollegerne blevet en del af en nyoprettet Task Force, hvor eksperter fra Rigspolitiets forskellige afdelinger tager med ud og kan være politikredsene behjælpelige med aktionen og efterforskningen. Dermed kan langt de fleste spørgsmål af kulturel, social, juridisk og efterforskningsmæssig karakter blive klaret med det samme.

- Vi er med på kontrolaktioner cirka en gang om måneden, og da møder vi primært udenlandske kvinder i prostitution. Deres reaktioner på politiets besøg er meget forskellige. De afrikanske kvinder er ofte meget mistænksomme og stoler ikke på nogen, mens især de østeuropæiske kvinder har en større forståelse for, at myndighederne kan tilbyde dem hjælp, fortæller Marie Bang Nielsen.

Beroliger kvinderne
Hendes rolle i forbindelse med en planlagt aktion er at formidle kontakt til de sociale organisationer, som kan støtte kvinderne før, under og efter afhøring. Under selve aktionen er Marie Bang Nielsen også med inde på bordellet for at forklare kvinderne, hvad der foregår og berolige dem, hvis de er skræmte.

- Jeg forsikrer dem om, at det ikke er dem, politiet er efter, men at vi tvært imod kan hjælpe dem. Jeg føler, at de slapper mere af, når de får det at vide, siger antropologen.

I 2006 lancerede Rigspolitiet en målrettet strategi for at få fat i de bagmænd, der tjener på de prostituerede. Det betød, at der i 2007 blev lavet målrettede indsatser og planer for det videre forløb i politikredsene. Dette arbejde har Marie Bang Nielsen og hendes kolleger også været involveret i. De har undervist politifolk i hele landet på seminarer, der er lavet en omfattende vejledning i, hvordan man praktisk og juridisk arbejder med det her område, og så skal alle elever på Politiskolen fremover igennem et undervisningsforløb om rufferi og kvindehandel.

- Efter strategien er blevet sat i værk, oplever vi en meget større interesse for området fra politikredsenes side. Jeg fornemmer, at man går op i det, og virkelig gerne vil bidrage til efterforskningen, siger Marie Bang Nielsen, som også har undervist Udenrigsministeriets ambassadepersonale som led i strategien.

 

 

 

 

 

 

 

 

Senest opdateret: 2. april 2008



 
Udskrevet d.
04-02-2012