- Så skal vi lige have nogle rør med til alkometeret, siger Jørgen og går ind i et lagerrum på politistationen i Hørsholm. Her er han politiassistent i Rigspolitiets Færdselsafdeling, og i dag skal han og kollegerne ud på de nordsjællandske veje og kontrollere indholdet i bilisternes udåndingsluft. Målet er at få eventuelle spritbilister af vejene, men skulle der dukke andre færdselsforseelser op, bliver de naturligvis også skrevet.
Han fylder en stor pose med de hvide engangs-plasticrør, for alle der bliver stoppet, skal puste - uanset om de har drukket eller ej. De sidste detaljer planlægges med kollegerne, og alle kører ud i biler og på motorcykler.

Første stop er Gurrevej ved Helsingør. En smal, snoet vej som ligger smukt i det grønne landskab.
- Her er folks hastighed forholdsvis lav, og der er et sted, hvor vi kan parkere bilerne, hvis nogle ikke skal køre derfra. Så sikkerhedsmæssigt er det også et godt sted, forklarer Jørgen og bakker den hvide Peugeot-patruljevogn ind på en lille sidevej. Hans kollega Vilhelm ankommer et par minutter senere, og kontrollen kan gå i gang.
Halv øl tilbage
Den første, Jørgen standser, er en knallertkører.
- Goddag det er færdselspolitiet. Har du fået noget at drikke i dag?
- Jeg fik en øl til frokost, siger manden, mens politiassistenten gør alkometeret klar og venter på en bip-lyd fra det.
Han instruerer manden i, hvordan man skal blæse i apparatet og venter, mens de digitale tal fortæller, hvor mange promiller alkohol, der er tilbage af frokostøllen.
- Ja, det passer meget godt. Der er cirka en halv øl tilbage, og det er der ikke noget ulovligt i. Men vi anbefaler jo, at man ikke kører og drikker alkohol, minder Jørgen om og ønsker manden en fortsat god tur i det gode vejr.
For at hjælpe folk
Flere bilister kommer til og må levere et pust. Alle tager det med et smil, og Jørgen hyggesnakker lidt med dem. En ung mand ryster dog så voldsomt på hænderne, at Jørgen spørger til det.
- Du virker rystet, siger han med et venligt smil, til manden, der netop har pustet i alkometeret uden problemer.
- Ja, jeg har altid været skrækslagen for politiet og blå blink i det hele taget. Jeg ved ikke hvorfor, siger han med et ængsteligt blik.
- Det skal du ikke være. Kontakten til os skulle gerne være en positiv oplevelse. Vi er her jo ikke for at være nogle slemme fyre; vi er her lige så meget for at hjælpe folk, forklarer han og ønsker manden en god dag.
Første spritbilist
En halv time senere har en bilist dog mere grund til at være rystet. 0,66 standser alkometerets tal på, og det er mere end de tilladte 0,50 promille, så Jørgen beder manden stå ud af sin bil. Manden har fortalt, at han lige har drukket én stærk øl, men da han ser resultatet, kommer han på andre tanker.
- Skal jeg være ærligt, så var det faktisk to bajere, siger han flovt.
Da han lige har drukket øllen - eller øllerne - skal der gå ti minutter, og så skal han puste igen. Noget af alkoholen kan stadig stå i svælget og give udslag.
- Det er jo fuldstændigt tåbeligt! siger manden til sig selv, mens han nervøst og grinende går rundt og ryster på hovedet.
Og ti minutter senere, er den stadig gal med promillen.
- Ja, der er ikke noget at spille om. Du kan betragte dig selv som anholdt – sigtet for spirituskørsel, siger Jørgen til manden, som er tydeligt led ved situationen og sig selv.
Han tilbyder at køre sin bil ind til siden, men han skal overhovedet ikke nærheden af rat og pedaler, før alkoholen er dampet af.
- Vilhelm, kan du styre sådan en bil her? spørger Jørgen sin kollega.
- Ved du hvad, det har jeg altid drømt om, siger Vilhelm med et smil.
Tonen overfor manden er venlig og professionel, og Jørgen holder døren ind til patruljevognens bagsæde, så spritbilisten kan sætte sig ind.
Lægen venter
Turen går til Politigården i Helsingør, hvor en læge venter med kanyle og blodprøveglas. Alkometertesten er nemlig kun vejledende. Den nøjagtige promille skal Retskemisk Afdeling fastslå gennem en undersøgelse af mandens blod.
Ved Politigårdens gitterport kalder Jørgen over radioen og beder om at blive lukket ind. Nede på parkeringspladsen prøver manden selv at åbne bildøren, men det kan ikke lade sig gøre indefra i en patruljevogn, så Jørgen lukker ham ud med et smil.
- Det er ligesom i Fakta – vi vil gerne have, at kunderne bliver fem minutter mere, lyder det fra politiassistenten.
I et undersøgelsesrum sidder lægen parat og tager rutineret en blodprøve på manden, som får at vide, at han skal sætte en finger på efter stikket.
- Det er som at prikke hul på en haveslange ellers, forklarer lægen venligt, inden manden går over til Jørgen, der måler og vejer ham.
Så finder politiassistenten en computer, og opretter en rapport om overtrædelse af færdselslovens paragraf 53 i systemet.
- Sikke en dag, puuhh! siger manden og ryster på hovedet af sig selv og overvejer, hvordan han skal fortælle det derhjemme, når han kommer hjem uden bil.
- Ja, den værste straf er jo ofte at komme hjem til mutter, siger Jørgen, mens han skriver på computeren.
Manden slipper nok ikke med et møgfald fra sin kone. Hvis blodprøven bekræfter alkometerets måling, får han en betinget frakendelse af kørekortet, skal op til kontrollerende køreprøve og skal betale en stor bøde. Papirarbejdet er slut, og Jørgen følger manden ud og går selv tilbage til bilen og kører ud til sine kolleger på Gurrevej.
Flere lovovertrædelser
Her har de i mellemtiden noteret et par stykker for at køre uden sikkerhedssele og en for ikke at have kørekort. Nogle har fået at vide, at de skal hjem og have en ny pære i en lygte, og andre har bare fået sig en god snak med færdselspolitiet.
- Det er en skidegod idé, at I gør sådan noget her, mener en kvindelig bilist, som bor i nabolaget.
Næste stop er Lottesmindesvej ved Tikøb, hvor mange bliver stoppet, nogle bliver skrevet for andre ting end spiritus og andre igen får gode råd af betjentene, som har taget opstilling i hver ende af vejen.
Efter en times tid bryder de op og kører til Agnetevej i Mørdrup, og her må dagens anden spritbilist forlade sin bil og tage turen til Politigården sammen med Jan, som er motorcykelbetjent. Jørgen er chauffør, da Jan jo ikke kan have manden bag på sin motorcykel. Manden bliver fulgt op til Jan, og Jørgen sætter kursen mod politistationen i Hørsholm, hvor et par timers rapportarbejde ved computeren venter inden fyraften.
I morgen er han igen på vejene fra klokken syv – udstyret med alkometer, færdselsloven og mange års erfaring fra den danske trafik.