Forstør tekst Udskriv Tip en ven Læs højt

Kriseinfo til borgerne

Her på siden vil du i en krisesituation kunne læse mere om hvordan du som borger skal forholde dig og hvor du kan finde mere information.

Lige nu kan du forberede dig og din familie ved at læse mere om måden, som myndighederne varsler på.



Ved du hvad det betyder, når sirenerne hyler? Og hvordan du bedst passer på dig selv og din familie?

Når sirenen lyder
Når der ved større ulykker og katastrofer er akut livsfare for et større antal mennesker, kan myndighederne varsle befolkningen ved hjælp af det landsdækkende sirenevarslingssystem.

Lyden af sirenerne
Varslingssignalet er en tone, der stiger hurtigt og falder langsomt igen. Det gentages 4 gange, når der varsles fare. Det betyder: Gå ind og søg info på TV 2 og DR. Informationen vil blive offentliggjort hurtigst muligt efter at sirenerne har lydt.

Når du hører sirenen, så undlad at ringe 112 eller 114 blot for at høre, hvad der sker, da det kan blokere for livsvigtige opkald.

Du kan i stedet holde dig orienteret via tekst-tv side 150 og via politiet på Twitter og facebook. Er du på de sociale medier, så del gerne vores oplysninger med andre i dit netværk.

Når faren er forbi, afvarsles med én lang tone.

Afprøvning af sirenerne
Sirenerne testes en gang om året - det er altid den første onsdag i maj klokken 12. Det er en god anledning til at familien kan snakke om, hvad signalet betyder.

Hvem varsler?
Sirenerne drives og vedligeholdes af Beredskabsstyrelsen, men det er politiet, der beslutter at udsende varsel og starter sirenerne. Der kan udsendes sirenevarsling med alle sirener på én gang, eller der kan varsles i enkelte regionale eller lokale områder.

Politiet kan også starte sirenerne enkeltvis og på den måde varsle i afgrænsede områder.

Hvor kan sirenerne høres?
Der er opsat 1.078 sirener i byområder med flere end 1.000 indbyggere. Sirenerne kan høres af omkring 80 % af befolkningen.  I områder uden for sirenernes rækkevidde kan politiet varsle med mobile sirener.

Se mere om sirenerne her: http://brs.dk/beredskab/sirener/Pages/Varsling.aspx

Hvad er en beredskabsmeddelelse?
Hvis der er akut fare for menneskeliv, udsender myndighederne en beredskabsmeddelelse. Den bringes af DR, TV 2 og på politi.dk og oplyser, hvordan befolkningen i det berørte område skal forholde sig.
Der vil aldrig blive hylet med sirenerne uden at der først er udsendt en beredskabsmeddelelse. Men omvendt kan der i særlige tilfælde godt udsendes en beredskabsmeddelelse uden at hyle med sirenerne.

 

Senest opdateret: 4. januar 2015



www.facebook.com/politi
 
Udskrevet d.
26-09-2017