Forstør tekst Udskriv Abonnér på dette område Tip en ven Læs højt

Politiet styrker indsatsen mod ulovligt fyrværkeri

For første gang samarbejder politiet, Sikkerhedsstyrelsen og SKAT om en kontrolindsats og oplysningskampagne mod ulovligt fyrværkeri. For politiet betyder kampagnen bl.a. intensiveret overvågning af fyrværkerisalg på nettet og øget kontrol med fyrværkeri i det daglige politiarbejde.

Fyrværkeriulykker rammer ikke kun dig selv. Hvis du affyrer ulovligt fyrværkeri, som i sagens natur er farligere end lovligt fyrværkeri, risikerer du ikke kun selv at komme til skade. Det går også ud over din kæreste, dine børn, dine forældre og de politifolk, læger og ambulanceredere, der skal håndtere ulykken.

Det er budskabet i en fælles kampagne mod ulovligt fyrværkeri, som SKAT, Sikkerhedsstyrelsen og politiet kører frem til nytår. Kampagnen retter sig først og fremmest mod mænd mellem 15 og 40 år, da mænd er ofre for ni ud af ti fyrværkeriulykker.

Der har de seneste tre år været en stigning i antallet af anmeldelser vedr. de ulovlige og livsfarlige krysantemumbomber. Tallet er steget fra 123 anmeldelser i 2013 til 336 anmeldelser per 1. december 2015 - heraf 183 i januar 2015. Sidste år kostede det på tragisk vis også menneskeliv.

Klik på billedet nedenfor for at se videoen, hvor én af vores politibetjente fortæller om, hvordan det er at skulle underrette en familie om et dødsfald:


Hold dig fra ulovligt fyrværkeri
Ulovligt fyrværkeri er ekstremt farligt. Det er især kanonslag og de farlige luftbomber, også kaldet krysantemumbomber, der kan få tragiske konsekvenser. De er voldsomme, upålidelige og sprængfarlige.

Det ulovlige fyrværkeri sælges ofte på nettet, som postforsendelse eller af privatpersoner, som køber større partier og øjner en lukrativ forretning. Både køb, salg og besiddelse af ulovligt fyrværkeri er strafbart.

Hvis du kender til besiddelse eller handel med ulovligt fyrværkeri, så kontakt politiet med det samme ved at ringe 114 eller via tip politi-funktionen. (LINK). Politiet har nemlig brug for befolkningens hjælp til at finde lovovertrædere. Hvis du finder efterladt ulovligt fyrværkeri, skal du også kontakte politiet. Det kan være farligt selv at håndtere ulovligt fyrværkeri.



Sådan ved du, om fyrværkeri er lovligt
Fyrværkeri er kun lovligt, hvis det enten har et SIK-nummer eller er CE-mærket og købt i Danmark. Køb det fra godkendte salgssteder og ikke af privatpersoner, i hemmelige Facebook-grupper eller mistænkelige steder.

Ulovligt fyrværkeri er også ofte pakket ind i brunt, neutralt papir, mens det lovlige er lidt mere festligt pakket ind og bl.a. har en dansk brugsanvisning på, men det er ingen garanti, så kig efter SIK-nummer eller CE-mærke, hvis du er i tvivl.

Vær opmærksom på, at fyrværkeri godt kan være lovligt i et andet land, men at du ikke må købe fyrværkeri i udlandet og tage det med over grænsen til Danmark. Du må heller ikke købe det over nettet, hvis det sendes fra en udenlandsk adresse.

Det er tilladt at købe lovligt fyrværkeri til privat brug fra 15.-31. december. Men blot fordi du må købe det fra den dag, betyder ikke, at du må fyre det af fra den dag. Det er kun tilladt at fyre fyrværkeri af mellem 27. december og 1. januar.

Læs mere om lovligt fyrværkeri på Sikkerhedsstyrelsens hjemmeside.

Politiet øger indsatsen mod ulovligt fyrværkeri
Pga. handlen med fx krysantemumbomber på nettet har Rigspolitiet intensiveret overvågningen af ulovligt salg af fyrværkeri på bl.a. sociale medier. I politikredsene er der desuden et øget fokus på ulovligt fyrværkeri i forbindelse med den daglige patruljering og ved eksempelvis trafikkontroller og ransagninger.

Læs mere om kampagnen på www.ulovligtkrudt.dk og få gode råd på www.facebook.com/ulovligtkrudt.

Senest opdateret: 16. december 2015



Relaterede nyheder


Alle sager om overtrædelse af køre- og hviletid bliver sat i bero
19-09-2017

Undgå at blive ramt af ulykker



Tjek selv om dit fyrværkeri er lovligt. Det er ret nemt. Fyrværkeri skal nemlig have et SIK-nummer eller være CE-mærket for at være lovligt.

Fyrværkeri må kun skydes af 6 dage om året - fra den 27. december til og med den 1. januar.

Du må købe fyrværkeri fra den 15. december til den 31. december.

Du må ikke købe fyrværkeri i udlandet og tage det med over grænsen til Danmark, heller ikke fyrværkeri købt på nettet. Så huskereglen er ret enkel: Alt fyrværkeri købt i udlandet er ulovligt.

På lovligt fyrværkeri skal der være en dansk brugsanvisning, som blandt andet angiver den afstand, du skal holde til fyrværkeriet.

Læs mere på www.ulovligtkrudt.dk

Fakta



Sikkerhedsstyrelsengodkender alle fyrværkere og forhandlere, som skal tilses af den lokale beredskabschef.

SKATlaverer toldkontrol ved indrejsesteder og kontrol af postforsendelser.

Politiet overvåger salg på sociale medier og foretager øget kontrol.

Læs mere om kampagnen


Følg www.facebook.com/ulovligtkrudt

Få gode råd, hør traumeopkald, og se videoerne med pårørende, politi og læge, der alle har været berørt af ulykker med fyrværkeri, på www.ulovligtkrudt.dk
 
Udskrevet d.
26-09-2017