Forstør tekst Udskriv Tip en ven Læs højt

Bøder

Hvad skal du gøre, hvis du har modtaget en bøde fra politiet? Her finder du information om, hvordan du betaler din bøde, hvor du kan få vejledning, og hvordan du søger om nedsættelse, udsættelse, afdragsordning eller inddrivelse fra SKAT. Du har også mulighed for at klage og søge aktindsigt i din bødesag.

Søger du information specifikt om parkeringsafgifter og parkeringsbøder?

Søger du information specifikt om bøder for spirituskørsel?

Vær opmærksom på, at bøder og opkrævninger sendes via digital post. Hold derfor øje med din Digital Post (e-boks).

Sådan betaler du din bøde
Bøden skal betales senest 30 dage fra datoen på den medsendte opgørelse.

Du skal også betale eventuelle omkostninger, fx i forbindelse med en hunds ophold på internat eller udtagelse af blodprøve. Omkostninger vil blive opkrævet sammen med din bøde.

Når du har betalt bøden og eventuelle omkostninger, er sagen afsluttet.

Du kan betale ved at bruge den angivne betalingslinje på samme måde, som du betaler et girokort.

Rigsadvokatens bødetakster for færdselsovertrædelser

Automatisk Trafikkontrol
Har du fået en bøde i forbindelse med en Automatisk Trafikkontrol (politiets fotovogne), skal du først oplyse, hvem der er fører af bilen. Herefter vil du modtage den endelige bøde med betalingsoplysninger.

Hvis du har spørgsmål til betalingen af bøden, skal du henvende dig til politiets bødekontor (se kontaktoplysninger nederst på siden).

Har du derimod spørgsmål til hastighedsovertrædelsen eller lignende, skal du henvende dig til politiets ATK-kontor.

Tilkendegivelse
Har du modtaget post vedrørende en ubetinget eller betinget frakendelse af førerretten og har brug for vejledning, skal du kontakte den politikreds, der har sendt tilkendegivelsen.

Du vil dog skulle kontakte politiets bødekontor (se kontaktoplysninger nederst på siden), såfremt du har spørgsmål til opkrævningen af bødebeløbet.

Anmod om at få sagen indbragt for retten
Ønsker du at få sagen behandlet af en dommer i et retsmøde, skal du kontakte politiets bødekontor.

Din bødesag vil herefter blive sendt til retten, og du vil blive indkaldt til et retsmøde. Hvis du vælger at møde i retten med en advokat, skal du selv betale for sagsomkostninger til advokaten.

Anmod om at få sagen indbragt for retten (blanket)

Reager inden betalingsfristen udløber
Hvis du ikke betaler bøden og heller ikke kontakter politiet inden betalingsfristens udløb, bliver sagen sendt til retten. I det tilfælde kan retten dømme dig til at betale bøden, uden at du er til stede ved retsmødet. Du kan ikke anke dommen.

Retten vil sende dommen til dig. Der vil ikke fremgå betalingsoplysninger af dommen. Disse vil blive sendt til dig i et særskilt brev fra politiet.

Søg om nedsættelse af bøden
Du kan søge om at få nedsat din bøde til det halve, hvis du har en særlig lav indkomst. Bøden vil dog ikke kunne nedsættes til mindre end 500 kr.

For at bøden kan nedsættes på grund af særlig lav indkomst, skal du have haft en gennemsnitlig indkomst på mindre end 13.796 kr. per måned. (2017) før skat.

Vi tager udgangspunkt i din indkomst på gerningstidspunktet, med mindre du i denne måned har haft en markant højere eller lavere indkomst end sædvanligt, så kigger vi på din samlede årsindkomst, der ikke må overstige 165.555 kr. per år (2017) før skat.

Hvis du søger om at få din bøde nedsat, vil vi foretage opslag i SKATs systemer, så det kan afgøres, hvorvidt du har ret til nedsættelsen.

Søg om nedsættelse af bøden (blanket)

Søg om nedsættelse af bøden ved hastighedsovertrædelse (blanket)

Vær opmærksom på, at du ikke kan få nedsat bøder for spirituskørsel, bøder for kørsel i frakendelsestiden og bøder for kørsel uden at have erhvervet kørekort, da bødestørrelse beregnes ud fra din indkomst.

Såfremt din bøde har været i retten og er afgjort ved dom, kan den ikke nedsættes af politiet.

Du skal ikke betale bøden, før du har fået svar på din ansøgning.

Søg om afdragsordning
Du kan søge om at få en afdragsordning for din bøde. Afdragsordningen kan maksimalt løbe over seks måneder. Fx kan en bøde på 3.000 kr. afdrages med 500 kr. per måned.

Søg om afdragsordning (blanket)

Søg om afdragsordning ved hastighedsovertrædelse (blanket)

Hvis du ikke har mulighed for at betale bøden i løbet af seks måneder, kan du bede SKAT om at overveje din sag. Det gør du ved at bede politiet om at sende din bøde videre til inddrivelse hos SKAT. Find mere information på SKAT.dk.

Søg om oversendelse af din bøde til inddrivelse via SKAT (blanket)

Søg om oversendelse af din bøde ved hastighedsovertrædelse til inddrivelse via SKAT (blanket)

Du skal ikke betale bøden, før du har fået svar på din ansøgning.

Søg om udsættelse af betaling
Du kan søge om at få udsættelse af betaling af din bøde. Bøden skal dog være betalt senest efter seks måneder.

Søg om udsættelse af betaling (blanket)

Søg om udsættelse af betaling ved hastighedsovertrædelse (blanket)

Hvis du ikke har mulighed for at betale bøden inden for seks måneder, kan du bede SKAT om at overveje din sag. Det gør du ved at bede politiets bødekontor om at sende din bøde videre til inddrivelse hos SKAT. Find mere information på SKAT.dk.

Søg om oversendelse af din bøde til inddrivelse via SKAT (blanket)

Søg om oversendelse af din bøde ved hastighedsovertrædelse til inddrivelse via SKAT (blanket)

Du skal ikke betale bøden, før du har fået svar på din ansøgning.

Søg om aktindsigt
Du har mulighed for at få aktindsigt i din sag. Hvis du ønsker aktindsigt, skal du henvende dig til politiet.

Søg om aktindsigt (blanket)

Offerfonden
Du skal betale et bidrag på 500 kr. til Offerfonden, hvis du:

  • accepterer bøden, eller idømmes straf, forvaring eller ungdomssanktion for overtrædelse af straffeloven
  • idømmes betinget eller ubetinget fængselsstraf eller ungdomssanktion for overtrædelser af andre love end straffeloven
  • accepterer eller idømmes betinget eller ubetinget frakendelse af førerretten
  • accepterer eller idømmes kørselsforbud, eller hvor den pågældende lovovertrædelse efter færdselsloven indebærer et såkaldt klip i kørekortet

Offerfonden yder tilskud til projekter og aktiviteter, der generelt kan styrke viden om eller indsatsen til støtte for ofre for forbrydelser eller trafikofre.

Bidraget opkræves sammen med din bøde.

Læs mere om Offerfonden.

Kontakt
Bødeinddrivelse for hele landet er samlet i politiets Administrativt Center Vest.

Blanketter kan sendes til Administrativt Center Vest med sikker mail via borger.dk og virk.dk (du skal logge på Digital Post med NemID). Se vejledningen: Sådan sender du e-mail til politiets Administrativt Center Vest.

Når du sender den udfyldte blanket via borger.dk eller virk.dk, behøver den ikke være underskrevet.

Alternativt kan blanketter sendes til Administrativt Center Vest, Postboks 1289, 7500 Holstebro.

Vær opmærksom på, at vi som udgangspunkt sender besvarelsen til din Digital Post. Det er derfor vigtigt, at du læser din post, da du selv bærer risikoen for eventuelle retsvirkninger af brevet.

Telefonisk henvendelse
Du kan træffe os på tlf.: 9610 1449 mandag, tirsdag og torsdag kl. 10.00-14.00, fredag kl.10.00-13.00. Onsdag holder vi lukket.


Du skal oplyse dit journalnummer
Sørg altid for, at have journalnummeret på din bødesag klar. Det skal du nemlig oplyse til os, når du henvender dig – uanset om din henvendelse er telefonisk eller skriftlig. Journalnummeret finder du på dit bødeforlæg i øverste højre hjørne.

Samtykke
Hvis du henvender dig på en anden persons vegne, kan vi ikke hjælpe dig, før vi har modtaget et skriftligt eller mundtligt samtykke fra den person, som du ringer for.

Senest opdateret: 25. september 2017



Relaterede nyheder


Alle sager om overtrædelse af køre- og hviletid bliver sat i bero
19-09-2017

Administrativt Center Vest

Bødeinddrivelse for hele landet er samlet i politiets Administrativt Center Vest:

Telefontid:
Telefon: 9610 1449
Mandag, tirsdag og torsdag kl. 10.00-14.00
Onsdag lukket
Fredag kl. 10.00-13.00

E-mail:
Sikker mail via borger.dk og virk.dk (du skal logge på Digital Post med NemID) 
Vejledning til sikker mail via borger.dk
Vejledning til sikker mail via virk.dk

Post:
Administrativt Center Vest
Att.: Bødekontoret
Postboks 1289
7500 Holstebro
Bemærk at der ikke er mulighed for personlig betjening.

 
Udskrevet d.
26-09-2017